Ringkøbing Fjord

Ringkøbing Fjord er den største - og måske også smukkeste vestjyske fjord. 

Den ca. 300 km2 store fjord er omgivet af store strandenge og rummer nogle af Danmarks vigtigste fuglelokaliteter. Store dele af området er fredet. Igennem generationer har fiskeriet i fjorden har været livsgrundlag for mange mennesker. Sådan er det ikke mere, men nu bruges den i stedet flittigt af mange fritidsfiskere. 

Der er noget at opleve for alle ved Ringkøbing Fjord.

Hvide Sande

Hvide Sande er en vaskeægte vestjysk fiskeriby, der ligger helt ud til Vesterhavet, ligesom Thyborøn 90 km længere mod nord. Den lille by ligger midt på den 30 km lange landtange, Holmsland Klit. Her kommer dine sanser på arbejde, når du står midt mellem fjorden og det barske Vesterhav. Oplev et helt særligt lys, den fineste sandstrand og fiskekuttere fyldte med friske fisk. 

Hvide Sande er både for dig der drømmer om oceaner af plads, nærvær og ro, men også til dig der jagter aktive ferieoplevelser.

Prøv kræfter med alle slags surfing, eller prøv lykken med en fiskestang fra båd, mole eller havn. Kom på dybt vand med Maja, det fjerde største sejlskib i Danmark, hvorfra du kan opleve byen fra havet. Eller stik af til Lyngvig fyr, Danmarks nyeste og højeste fyr, med en eventyrlig udsigt, ca. 5 km nord for byen. Ved stranden eller molerne kan du også ofte opleve lysfænomenet Morild – har du nogensinde prøvet at fange nogle af algerne i et glas og røre rundt? Magisk…

En charmerende fjordby

Ringkøbing er en gammel, hyggelig, dansk købstad fra 1400-tallet.  Her kan du gå en tur i de små idylliske gader, som stadig er fulde af liv. Du er landet midt i fine spisesteder, gode overnatningsmuligheder, et spændende kulturliv og mange af de fine, røde, danske Plesner-huse.

Går du og drømmer om at mærke suset i maven, når du flyver henover fjorden på et surfboard, så er du kommet til det rette sted. Ringkøbing Fjord er perfekt for nybegyndere, men også professionelle valfarter til stedet, som sammen med Vesterhavet er et af Nordeuropas bedste områder for vandsport.

Oplevelser hele vejen rundt

Vi i Norliv kan klart anbefale en tur rundt om Ringkøbing Fjord. Rundt om fjorden kan du følge en 100 km lang rute (Nr 760), der byder på mange oplevelser.

Begynd i Hvide Sande og lad dig føre nordpå gennem duftende hede, forbi smukke Lyngvig Fyr og de mange forskellige feriehuse. Fra Søndervig kan du cykle den smukke tur langs fjorden på Danmarks ældste cykelsti til Ringkøbing, hvorfra turen går videre forbi blandt andet Danmarks Flymuseum, forbi et af Danmarks få whiskydestillerier, Stauning Whisky, gennem sommerhusområder og fredede heder. Til slut ender du helt oppe ved klitterne, med larmen fra havet i baggrunden og udsyn til de gamle sømærker, som troner på klittoppene.

Der er rig mulighed for at nyde måltider og snacks på de havne, du kommer forbi: Ringkøbing Havn, Stauning Havn, Bork Havn og Hvide Sande Havn.

Tilbage i tiden

Har du hørt om Vestjyllands særlige klitgårde? Lige præcis på Holmsland Klit har du måske den bedste mulighed for at opleve, hvordan livet var på klitgårdene i gamle dage. Her finder du den tidligere strandfogedgård, Abelines Gård, som ikke har ændret sig siden. Læs mere...

Lige syd for fjorden kan du også rejse helt tilbage til vikingetiden på Bork Vikingehavn – hele 1000 år tilbage. Besøg de karakteristiske langhuse, vikingeskibe og museumsbutikken. Se vikingerne arbejde med at bygge huse og prøv endda selv kræfter med teknikker som vikingerne anvendte. Læs mere...

Kontakt os

Skriv eller ring til os, så giver vi et uforpligtende tilbud. 

Fornavn feltet er påkrævet
Efternavn er påkrævet
Indtast venligst en gyldig e-mail-adresse