Nationalpark Vadehavet

Ligeså unikt og bevaringsværdigt som Egyptens Pyramider og Grand Canyon i USA. Vadehavet er, med sine 500 km, et af verdens største og mest betydningsfulde tidevandsområder, og derfor er Vadehavet nu også på UNESCO’s liste over verdensarv. Vadehavet lægger navn til Danmarks største Nationalpark, Nationalpark Vadehavet, hvor du kan opleve den danske del af det gigantiske tidevandsområde, som begynder ved Blåvandshuk i Sydvestjylland.

Her ændrer land og vand sig konstant, og tidevandet er med til at skabe et enormt frugtbart økosystem, som giver et rigt og helt specielt tilpasset plante- og dyreliv.

Velkommen til et hav af oplevelser.

Sort Sol

Kan fugle danse? Ja, sådan kan det i hvert fald se ud, når du ser det fascinerende fænomen Sort Sol.

Sort Sol opstår om aftenen, når store stæreflokke af op til 1 mio. samles i luften, inden de søger ned på jorden. Flokkene danner imponerende mønstre på himlen.

Du kan se Sort Sol om foråret og efteråret, når stære fra landene omkring Østersøen og Norge samles til træk, særligt i områderne ved Nationalpark Vadehavet. De største flokke er observeret i Tøndermarsken, lige nord for grænsen til Tyskland.

Sælernes paradis

Vadehavet er et paradis for sæler, som til vores held, er meget nysgerrige. Der er særligt mange ved Fanø - nok mere en 3000 stk.

Drømmer du om at komme helt tæt på sælerne, så tag på sælsafari med båd eller på gåben. Ofte samler sælerne sig i store flokke på sandbankerne ud for Fanøs sydspids. Du kan ved lavvande gå ud til sandbankerne på en lille halv time. Måske kan du allerede se dem i havnen i Nordby, når du kommer til øen med færgen.

Hunsælerne føder deres unger på bankerne i juni eller juli, og derfor vil der være særligt mange at se ved denne tid. Jag aldrig sælerne i vandet, da ungerne kun kan die på land.

Besøg Danmarks hyggeligste by

På Vadehavsøen Fanø findes Danmarks hyggeligste by, Sønderho. Byens knap 300 huse ligger smukt midt i klitterne på øens sydspids.

Sønderho er med sine fredede huse en lille kulturperle. Byen har sin helt egen, velbevarede byggestil. Der er kommet mere moderne huse til, men det er de traditionelle fanøhuse, som tiltrækker opmærksomhed. Mellem husene lever en labyrint af stier og små krogede veje.

Byens fine huse fra 1700-tallet, de små brostensbelagte gader og blomstrende haver var med til at kåre byen, som Danmarks hyggeligste, i 2011. 

Turen til Mandø

To gange i døgnet er det faktisk umuligt at komme til Mandø på grund af tidevandet. Men derfor skal du selvfølgelig ikke gå glip af en tur ud på den lille ø.

Du kan køre selv, når det er tørt, eller du kan vælge at være i gode hænder både til og fra Mandø i en traktorbus. Om sommeren kan du hver dag komme med traktorbus til Mandø – en tur på ca. 40 min, som er en oplevelse i sig selv.

Hop på traktorbussen i Vester Vedsted. På grund af tidevandet skifter afgangstiderne hver dag.

Mennesket ved Havet

”Mennesket ved Havet” er en imponerende 9 meter høj betonskulptur, placeret ved Sædding Strand, nord for Esbjerg. Skulpturen bliver også kaldt ”De 4 hvide mænd”, og i godt vejr kan du se kroppene på 10 km afstand. 

Manden bag ”Mennesket ved Havet” er billedhuggeren, maleren og grafikeren Svend Wiig Hansen. Med de 4 hvide mænd, vil han symbolisere det rene menneskes møde med naturen – mennesket før det får "beskidte" hænder. Den store skulptur med det stive udseende har en hellig udstråling. Benene er plantet roligt og solidt på jorden og på grund af underbenenes ekstra længde, minder mændene om søjlerne i et græsk tempel.

Skulpturen med den særlige udstråling er opført i anledning af Esbjergs 100 års jubilæum som selvstændig kommune i 1994. Nu er den et vartegn for byen.

Kontakt os

Skriv eller ring til os, så giver vi et uforpligtende tilbud. 

Fornavn feltet er påkrævet
Efternavn er påkrævet
Indtast venligst en gyldig e-mail-adresse