Fuld af historie

Syd- og Sønderjylland emmer af historie. Her kan du opleve slotte, museer og arrangementer i massevis, der fortæller om områdets spændende fortid og traditioner.

Er du interesseret i kunst og design, så besøg museet Trapholt ved Kolding, hvor du bl.a. kan opleve Arne Jacobsens helt specielle sommerhus. I Tønders gamle vandtårn kan du finde et museum om den verdensberømte Hans J. Wegner.

Smukke Christiansfeld

Stemningen og historien er helt speciel i den gamle by Christiansfeld – så speciel at byen er på UNESCO’s liste over verdenskulturarv.

Prøv guidede ture, smag på berømte honningkager fra 1799 eller tag en tur til Christinero og nyd et skovlandskab med små damme og naturlige springvand.

Christiansfeld anses som værende den smukkest bevarede af de gamle Brødremenighedsbyer i Europa. Brødremenigheden er et verdensomspændende broderskab med byer bygget med samme karakteristiske, gennemgående arkitektur, farver og materialer. Christiansfeld blev bygget fra 1773 til 1812 fuldstændig efter samme principper som den ældste Brødremenighedsby Herrnhut i Tyskland. Dette kulturminde lever nu midt i byens hjerte. 

Jellingestenene

Oplev det fineste i hele Europa fra vikingetiden. Jellingestenene er to runesten, der står midt i Jelling. De er en del af et storslået vikingeanlæg opført af Vikingekongen Harald Blåtand. Udover stenene hører også Jelling kirke og to kæmpegravhøje til Jellingemonumenterne. Jellingemonumenterne er optaget på UNESCO’s liste over verdensarv.

Når du står og beundrer runestenene, kigger du på et levn helt tilbage fra år 965. På den største blærer Harald Blåtand sig med, at han vandt hele Danmark og Norge samt gjorde danskerne kristne. Man ser derfor runestenen som Danmarks dåbsattest. De danske pas indeholder alle Kristus-figuren fra stenen.

Den lidt mindre runesten kaldes ”Danmarks navneattest”, da det er her, vi tidligst støder på Danmarks navn: "Gorm konge gjorde dette dødeminde efter sin kone Thyra, Danmarks pryd”.

Kulinariske specialiteter

Honningkager fra Christiansfeld er ikke den eneste specialitet i Sønderjylland. Sønderjyske pølser, Sønderjysk Kaffebord og Solæg er også velkendte specialiteter, som findes på mange kroers menuer.

Traditionen omkring det store sønderjyske kaffebord, med op til 20 forskellige slags kager, går helt tilbage til 1870’erne, hvor Sønderjylland hørte til Tyskland. Her var det svært at mødes om danske traditioner, men der var ingen forbud mod at mødes til kaffe og kage. Og da landbokonerne jo gerne skulle overgå hinanden, opstod det store overdådige kagebord hurtigt.

Solæg er æg, der har kogt i længere tid sammen med de brune skaller fra løg og lagt i saltlage i flere uger. De spises halverede med stærke sager som tabasco, olie, eddike og sennep under blommen. Hertil hører en god fadøl.  

Skandinaviens ældste by

Ribe er en fascinerende by med 1300 års historie og rig mulighed for at gå på eventyr i kunst, historie, butikker og hyggelige restauranter. Byens centrum har en middelalderlig stemning.

Musset Ribes Vikinger, som ligger midt i Ribe, fortæller om byens historie fra vikingetiden, op gennem middelalderen og frem til år 1700. På Ribe Vikingecenter, lidt uden for byen, kan du selv blive en del af de autentiske rekonstruktioner fra 1300 år tilbage, hvor vikingerne herskede Ripa (Ribe).

Siden midten af 1200 tallet er besøgende blevet mødt med synet af Ribe Domkirke, Danmarks ældste og nu eneste 5-skibede domkirke.

Slotte, museer og events

Besøg Gråsten Slot som benyttes af den kongelige familie hver sommer. Oplev forskellige spændende udstillinger på Koldinghus slotsruin fra 1200-tallet, Jyllands sidste kongeborg, som er delvist restaureret efter en brand i 1808. Eller tag på til Sønderborg Slot som fortæller om Sønderjyllands historie fra middelalderen.

På Ribe Vikingecenter er der hvert år i maj internationalt vikingemarked, hvor mere end 500 vikinger samles og skaber en autentisk stemning. I juli er der vikingemarked ved Jellinge-monumenterne, hvor du også kan se, hvordan stedet så ud for 1000 år siden gennem digitale kikkerter.

Oplev også de traditionelle ringridningsfester om sommeren i Sønderjylland – et levn fra middelalderen, der har udviklet sig til sande folkefester med imponerende optog og op til 500 deltagere. 

På Historiecenter Dybbøl Banke ved Sønderborg kan du opleve slaget mellem Danmark og Tyskland i 1864.

Kontakt os

Skriv eller ring til os, så giver vi et uforpligtende tilbud. 

Fornavn feltet er påkrævet
Efternavn er påkrævet
Indtast venligst en gyldig e-mail-adresse